Forord.


Det er dog maaskee stundom falden Dig ind, kjære Læser, at ønskeDig Muligheden af ret at kunne skue ind i et Mskets Inderste, see hvorledes han er,naar han er ene med sig selv, ja Du har vel endog ønsket mere, at vide, hvorledeshan er, naar han er ene med sin Gud, for at see hvad et Msk. i Sandhed er ­
det har maaskee været Dig paafaldende, at naar to Msk. længe levede hen medhinanden, ingen af dem maaskee vidste hvad der boede i det Andet, det gik maaskee optil Herrens Alter sammen, de bekjendte den samme Tro etc ­
Du elskværdige Læserinde Du har vist ogsaa ofte ikke saa meget af almindeligmsklig Interesse ­ ønsket at see hvad der boede i et Msk.

--------


  Jeg har nu altid haft et afgjort Hang til slige Betragtninger.
  Naar et Msk. har oplevet meget, har megen indre Historie, saa har han enauthentisk Fortolkning af Alt.og om Du end kunde undvære Andres Hjælp, som det synes Dig, saa følteDu maaskee Smerten dybest derved, at ikke var istand til at hjælpe Andre ­

Kjærlighed forbandt ikke længer Mskene, men Angst adskilte dem ­og jeg tænker mig Dig saa levende ­ min Kjærligheds Tilstaaelse kanikke forstyrre Dig ­ Du veed ikke, hvem jeg er ­ jeg veed ikke hvor Du er ­ ogdog kan der være en Forstaaelse mell. os. og hver Gang jeg seer en smuk ung Pigeda tænker jeg, maaskee har hun fornummet en sagte Gysen ­ og jeg spørgerhende ad om hun har læst den ­Disse Papirer er jeg kommen i Besiddelse af ­ Jeg kjender slet Intet til hans Livog Levnet, hans ydre Omstændigheder. ell. pleier man netop at faae meget at videderom ­ han er saaledes amonym og dog samler alt sig sammen til en bestemtPersonlighed ­ jeg hører derfor hans Bekjendelser, men er ligesomSkriftefaderen ved en Mellemvæg skilt fra den Skriftende, som jeg ikke kan see. ­Skulde jeg ikkeønske at gjøre mig en Forestilling derom. Naar jeg sidder oglytter og hører en ungdommelig en zittrende Qvindestemme bekjende Synder, qvalt afGraad, saa danner jeg mig strax et Billede ­ ell. en ungdommelig livsglad,tillidsfuld overgiven ­ Om derfor end jeg mangler det ydre Billede saa erBekjendelserne desto friskere, det er ikke til en bestemt Klokkeslet at hanfremsiger, hvad der har ordnet sig for ham ­ det er er momentant, snart naarSøvnen ikke vilde besøge ham, snart naar den pludselig forlod ham, snart midt iGlædens Larm snart midt i den dybeste Eensomhed. Derfor have disse| en Friskhed,en Aroma ­


hvorledes er jeg kommen i Besiddelse af dem ­




Jeg kan end ikke opdage nogen historisk Udvikling deri ­ saaledes blot af erotiskeMomenter synes han snart at være frste Gang forelsket ­ snart at have væretdet længe, og mange Gange, snart endog at have forsøgt al Elskovens forborgneDybder ­ Om det er Skuffelser ­ Stemninger ­ ell. virkelige Data ­ veed jegikke ­ Jeg lader Alt følge med den meest diplomatiske Nøiagtighed ­ Maaskee er det et Tilfælde der har ordnet dem saaledes­ maaskee hans Plan ­ han har formdl. frygtet for at disse Bladeengang skulde falde i uvedkommende Hænder ­ han har aldrignævnet noget Navn ­ Selv forstod han det ­ det er en priisværdig Forsigtighed og ingenlunde unødig, som man seer in casu. ­ Aarstal mangler aldeles, engang imellem findes en Datum mensom uden Aarstal er intetsigende ­ Den eneste Oplysning findesi de Breve fra Edvard, der følge med. Man seer der af at hans Navnhar været Johannes. Imidlertid kan man ikke være ganske sikkerderpaa; thi det var vel muligt, at med den Forsigtighed han harbrugt endog Brevene var skrevne under fingerede Navne. Dettebestyrkes derved, at i et af Brevene er Navnet forandret til Johannes ­ saa at det er ligesaa godt muligt, at Joh. er detrigtige som det fingerede Navn ­ hvor han har opholdt sig er saare vanskeligt at afgjøre ­ han synes at have reist en Deel ­ stundomstaaer der: her i Byen ­ men man veed ikke, hvilken By der er Taleom ­ selv har han formdl. let kunnet besinde sig paa, hvilken detvar, ell. det har maaskee slet ikke interesseret ham at fastholdeErindringen om det blot Udvortes ­ At de Breve der følge, virkelig ere fra en Anden, beviser Haandskriftens Forskjellighed. Dener i høi Grad paafaldende ­ de løse Blade ere alle skrevne megetdesultorisk ­ Brevene roligt og besindigt, stundom endog skjønt,altid omhyggeligt ­ Bladene mangle| ofte Mening, skjøndt i en anden Forstand Meningen er klar nok, naar man blot føier et enkeltOrd til, eller sætter et Komma, ell. læser det høit.



hvor lang Tid der er medgaaet, kan man derfor ikke let afgjøre,da den hele Bevægelse er som et Dødningeridt ubestemmelig forTid. ­
|   Nu stikker jeg igjen ned paa Dybet ­ og der skjuler jeg migi mig selv, hylder mig ind i mig selv ­>

  Jeg lever af Tungsindighed. ­