Det er rimeligt indledningsvist at skelne mellem to væsensforskellige tilgange til emnet indenfor moderne etb, elektronisk tekstbehandling.
Den første er karakteriseret ved slagordet WYSIWYG, engelsk akronym for What You See Is What You Get. Ideen er at tekstbehandlingsprogrammet, WordPerfect, MS Words, MacWrite, Claris, osv. skal vise resultatet sådan som det vil komme til at se ud i udskriften på papir. Papiret er så at sige den ultimative grænseflade til teksten. Denne tilgang er brugbar for breve, notater, manuskripter, i korthed alt, hvor man traditionelt ville bruge en skrivemaskine.
For at forstå at der kan findes andre tilgange til teksten kan vi for
eksempel se på teksten:
1.2 Indledning om etb.
Her
er tilsyneladende tale om to cifre, 1 og 2
efterfulgt af teksten: Indledning om etb placeret alene på
en ellers blank linie. Disse signaler gør at teksten for den menneskelige
læser umiddelbart fremstår som en overskrift. Var denne
tekst skrevet i WordPerfect ville vi kunne bede om at få
vist koder. Teksten kunne herefter vise sig at være kodet
som et dispositionstypogram for overskrifter på andet nivo
med teksten Indledning om etb. Formålet med denne kodning
er at tilkendegive overfor tekstbehandlingsprogrammet, ikke blot hvordan teksten
ser ud, men også hvad hensigten er: En overskrift. Fordelen herved er
bl.a. at programmet næste gang en andennivooverskrift forekommer
automatisk kan numerere denne 1.3
Den anden væsensforskellige tilgang til teksten betegnes med det ligeledes engelske udtryk Mark-up, på dansk markering eller kodning. Mark-up angiver oprindelig den proces som et manuskript gennemgik hos sætteren før end det gik i trykken: Med en farveblyant noteredes alle de signaler som ikke fremgik af manus: Skrifttype, margener, fremhævninger, overskrifter, noter etc. I trykket ville alle disse ting ideelt fremgå implicit, man kan sige at formålet med mark-up er at den til sidst skal forsvinde. Det er en synlig gengivelse af tekstens usynlige signaler.
Eksempler på sådanne elektroniske systemer er D.E.Knuths Tex, videreudviklet til Laserprintere af L.Lamport og nok bedre kendt under navnet LaTex. Der findes en international standard på dette område, SGML, Standard Generalized Markup Language. Det er ikke en egentlig færdig kodeforskrift men snarere en forskrift for sådanne forskrifter. En praktisk anvendelse heraf er HTML, Hyper Text Markup Language, velkendt for sin anvendelse indenfor internettets World Wide Web.
Jeg har i en artikel i Søren Kierkegaard Forskningscenterets årbog for 1996 beskæftiget mig med denne forskel: »Apperance, Rendering and the Abstract Intention of the Text«, Mens den sidst omtalte tilgang fokuserer på tekstens fremtræden (appearance), der defineres som den abstrakte hensigt med teksten, fokuserer den første på tekstens mere eller mindre tilfældige gengivelse (rendering). Nærværende artikel er eksempler på hvordan man kan markere, altså til registreringsformål synliggøre de usynlige eller implicitte signaler i eksisterende litterære tekster.
Eksemplerne i dette afsnit er hentet fra Henrik Pontoppidans roman fra 1891 »Muld«, som er under genudgivelse ved Dansk Sprog- og Litteraturselskab. Teksten er relativt ligefrem og giver ikke anledning til usædvanlige markeringer.
I eksemplet anvendes en markeringsmetode kaldet HTML. Metoden er velkendt som den der anvendes til »hjemmesider« på Internettet, og besidder et passende udvalg af typografiske fremhævelser. Dertil kommer muligheder for referencer, såkaldte hypertekstspring som er relevant for den lagdeling, der er emnet for næste afsnit (2)
Romanen er den første af ialt 3 dele, senere udsendt i
samlede udgaver. Hver del består af 5 bøger som atter er
opdelt i kapitler. Endelig kan kapitlerne inddeles i afsnit adskilt af
liniebrud (alineæ). Replikker af samme person udgør et særskilt
afsnit. Afsnit markeres som HTML paragraphs: <P>,
og de øvrige inddelinger med headings <H1>, <H2>,
<H3>, <H4> til hhv. titelblad, del, bog og kapitel. Eksempel:
<H4>I</H4>
<P>Det var i et Aar henimod
Slutningen af halvfjerserne.</P>
<P>Der havde i otte Døgn
raset et Herrens vejr over Egnen.
(..)
Disse eksempler kan ses gengivet i deres sammenhæng i appendiks
ø gengiver et særtegn, her ø
i ordet Døgn. I romanen findes anvendelse for følgende
æÆøØéè­ (­)» (»)« («)Her er blot værd at notere sig behovet for en tankestreg som adskiller sig fra en bindestreg. Jeg har i mangel af bedre og nok lidt utraditionelt valgt at bruge iso-alfabetes tegn173, den såkaldte soft hyphen
Ord, som i romanen er fremhævet ved at spatiere bogstaverne markeres
med emphasis:<EM>, fx:
Og hvad er dette Kolportør-Uvæsen, disse prædikende
Skomagere og Skræddere, ganske uvidende Personer, der ­ læg
vel mærke hertil ­ af <EM>Præster</EM>
sendes ud i Landet med myndighed til at vidne i den hellige Kirkes Navn?
Se gengivelsen i appendiks
Ord, som i romanen er fremhævet med kursiv markeres med citation:
<CITE>, fx:
Med særlig Stolthed fortalte han, at »Tøsen
dér« ­ han mente føllet ­ var
en direkte Ætling af den berømte <CITE>Stærkodder
II,</CITE> der tre Aar i Træk havde taget første Præmie
ved Hingsteskuet i Roskilde,
Se gengivelsen i appendiks
Ganske vist gengives både citation og emphasis traditionelt med kursiv, og sådan vil man rimeligvis også gøre i et moderne tryk. Men dette skal nu ikke afholde os fra at markere teksten i overensstemmelse med hvordan vi forefinder den
I Pontoppidans roman vil man finde tekst som fx følgende:
Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve
Mindet om vor uforglemmelige Folkekonge,
Grundlovens for tidligt hensovede Giver,
Kong Frederik Folkekær!
P. B. V.
H. JOHANSEN
Sagfører
Det er ikke indlysende hvordan denne tekst fremtræder: Er der tale om en varierende indrykning fra bagkant? Eller er snarere de to sidste linier indbyrdes centreret? Meningen er imidlertid klar nok: Der er tale om underskriften på et brev, hvilket man gerne vil videregive læseren i nogenlunde troskab mod det originale tryk. Her tilbyder HTML os ingen umiddelbar løsning. Man kan ad hoc anvende markeringen address, evt. suppleret med en kommentar
<ADDRESS>
<!--OBS Varierende højrestillet-->
P.
B. V.
<BR><BR>
H. Johansen,
<BR>
Sagfører
</ADDRESS>
Med basis i et andet eksempel: Søren Kierkegaards Skrifter, kan vi påpege andre utilstrækkeligheder, fx:
Forskellige, skelnelige notetyper
Bemærk dog tidligere note
Vi skal her meget kort gennemgå den løsning der er valgt i et andet projekt, nemlig udgivelsen af Søren Kierkegaards samlede skrifter. Der er her tale om meget varierende tekster med meget varierende form. Der er de trykte skrifter, udgivet i forfatterens levetid, de utrykte skrifter, journaler og papirer og endelig breve og andre aktstykker. Ved registreringen af teksterne gør vi på Søren Kierkegaard Forskningscenteret brug af et kodesystem af egen tilvirkning. Man kan få et flygtigt indtryk af kravene til fremstillingen ved at se på denne ufuldstændige liste over markeringer:
{~}{=}{#x}{$±x}{x/y}{x|y}{>}{>>}{><}{>]}{>]<<}{>v}{>vv}{ae}{%a}{&b}{):}{@skx}{@@skx}{(xxx)}Herudover er en vigtig og kompliceret opgave at komponere fyldestgørende tekstkritiske noter. Nedenstående eksempel er fra et forlæg til Sygdommen til Døden
thi her er det jo {X}{x+}Trods {<t}{x\}{X\} ikke at ville v{ae}re
det man er: (nemlig: en synder)
Ordet Trods er af forfatteren indføjet over linien med et indvisningstegn, hvilket ønskes gengivet:
thi her er det jo Trods ikke at ville være det man er:
med en vedføjet note:
Trods] tilføjet
Markeringen med {x+} {x\} angiver at passagen er en del af
teksten men samtidig del af en note. {<t} angiver
udgiverteksten tilføjet og det hele omkranses af {X} {X\}
som er lemma. Endnu et eksempel:
{X}{x-}{<s} I{x\} Mods{ae}tning{x+}en{x\}{X\} hertil {X}{x-}{<f}
kom saa{x\} var{X\} et Selv ligeoverfor Gud, og {|} {X}{x-}{<f} deraf fulgte
Definitionen ell.{x\} dette{X\} lagdes til Grund for Definitionen paa Synden.
som gengives
Modsætningen hertil var et Selv ligeoverfor Gud, og | dette lagdes til Grund for Definitionen paa Synden.
med 3 noter:
Modsætningen] ændret fra I Modsætning var] først skrevet kom saa dette] først skrevet deraf fulgte Definitionen ell.
idet {<f}og {<s} betegner hhv.
forfatterens øjeblikkelige og senere ændring af teksten.
I valget af kodesystem, herunder om man skal vælge et nøglefærdigt, evt. standardiseret system, vil man støde på det problem at systemerne lægger bånd på fremstillingen af teksten, systemet er "grammatik for en velformet fagbog". Problemet ved brugen til allerede eksisterende originaltekster er blot, at de ikke nødvendigvis er velformede, og at udgiveren kan ønske at gengive hvad man i andre sammenhænge ville karakterisere som "fejl". Et eksempel kan være udeladte anførselstegn eller parenteser: Der er klart tale om en fejl fra forfatterens hånd, men hvordan skal vi rette? Et andet eksempel er retskrivning: Specielt ved ældre tekster må man forvente en vis orthografisk varians. Helt generelt kan man betragte harmonisering som en nyttig disciplin for nye forfattere mens der for originale tekster let fører til en tolkning udover det tilladelige.
I henseende til diskussionen mellem hensigt og gengivelse må man sige at mens hensigten ved dannelse af nye tekster er umiddelbar (man kan spørge forfatteren som selv sidder ved skrivemaskinen) er man ved originalteksten henvist til at tolke hensigten udfra den originale teksts fremtræden. Det vil uvægerligt føre til en mere tekstnær gengivelse, idet man nødig vil tolke forfatterens måske subtile brug af typografiske virkemidler. Samtidig giver filologen nødigt op og tyr til den ultimative løsning: Gengivelse i faksimile.
| Hensigt umiddelbar | Hensigt tolkes udfra fremtræden |
| Harmonisering er nyttig disciplin | Harmoinisering er yderligere tolkning |
| Tjek af "fejl" | Gengivelse af fejl" |
| Retskrivning | Orthografisk varians |
En anden væsensforskel i kodningsprincipper opstår mellem de to grundlæggende formål kodningen kan have: Der kan være tale om arkivering med vægten lagt på bevaringen for eftertiden eller om en udgivelse for et nulevende publikum. Arkivaren vil typisk være mest interesseret i at registrere forfatterens hensigt sådan som det læses ud af originalens fremtræden; arkivaren vil typisk være mere ligeglad med gengivelsesformen, måske arkiveres det udelukkende elektronisk, hvorved man dårligt kan tale om gengivelsen, eller måske offentliggøres på Internet, hvor gengivelsen er afhængig af læsernes (fremtidige) udstyr. Til forskel herfra er en nitid gengivelse alfa og omega for en udgivelses succes.
Arkivets fremmeste formål må være at så mange som mulig kan tilgå materialet. Et stort mål af åbenhed må derfor forventes i metoden for arkiveringen. Findes internationale, offentlige standarder vil de være oplagte at bruge og man må her overveje deres forventede levetid. Modsat vil udgivere ofte være tvunget til med hensigt at kryptere materialet for at hævde sin copyright og indtjeningsmuligheder. Af samme grund vil udgiverne først og fremmest fokusere på om gengivelsen fungerer overfor det intenderede publikum. Udgavens levetid er principielt begrænset til næste udgave eller næste version af programmet.
Endelig har arkivet andre arkivalier. Det er derfor nyttigt at kunne sammenligne værker, fx fra samme periode eller genre. Udgivere vil ofte være mere interesserede i at fremhæve netop denne udgivelses særpæg og enestående relevans.
| Hensigt | Gengivelse |
| Åbenhed | Copyright |
| Sammenlignelighed | Særpræg |
| Mangfoldighed, for alle | Målrettet mod publikum |
| Standard | Funktion |
| Evigheden | Ny udgave / version |
Den udgave af Henrik Pontoppidans "Det forjættede Land" som er under udgivelse ved Dansk Sprog- og Litteraturselskab er baseret på førsteudgaven de tre romaner "Muld", "Det forjættede Land" og "Dommens Dag" fra 1891, 1892 og 1895. Det er i midlertid karakteristisk for Pontoppidans arbejdsmetode at han i udstrakt grad genudgav sine værker i sommetider stærkt reviderede former.Udgiverne har derfor ønske at supplere bogudgaven med en elektronisk udgave på CD-ROM indeholdende alle udgaverne optil 5. udgave fra 1918, idet forfatterens indflydelse på senere udgaver anses for negligibel.
Udover den nævnte 1. udgave drejer det sig om 2.oplag af de to første romaner ("Dommens Dag" udkom aldrig i et 2. oplag), samt om 3 samleudgaver, idet de tre bind fra og med 3. udgaven blev slået sammen i ét:
Muld (1891)
Det forjættede Land
(1892)
Dommens Dag (1895)
Muld, 2. oplag (1895)
Det forjættede
Land, 2. oplag (1895)
Det forjættede Land, 3. udg., 1., 2. og 3. del (1898)
Det forjættede Land, 4. udg., 1., 2. og 3. del (1903)
Det forjættede Land, 5. udg., 1., 2. og 3. del (1918)
Vi har allerede beskæftiget os med eksempler på markeringen af teksten. Vi skal her beskæftige os med hvordan vi bekvemt kan markere indbyrdes henvisninger mellem sammenlignelige tekster, fx 1. og 2. udgave: De følgende eksempler er alle fra Mulds 1. bog. I 1. udg. finder vi:
Ja, end ikke Provsten havde de himmelske magter skaanet; da han en Eftermiddag, mens Vejret var paa sit højeste, traadte ud paa Verandaen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn, havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Bold ned mod Jorden, trillet den som et Hjul hen ad Vejen og trods alle Efterstæbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky.
I 2. udg. har forfatteren ændret end til heller og lige efter, semikolon til punktum. Hvis man klikker på de fremhævede ord bliver man henvist til en traditionel variantliste der viser disse ændringer. Herfra kan man igen klikke sig frem til det relevante sted i 2. udgaven
Metoden fungerer udmærket. I praksis vil man nok foretrække at blive ført direkte til 2. udg. uden mellemlanding i variantlisten, og 2. udg. bør fremhæve den ændrede tekst på en måde der er skelnelig fra ændringerne til 3. udg.
Man kunne dog måske ønske sig et samlet overblik over samtlige udgavers tekst på det relevante sted, men nu kompliceres apparatet, hvilket næste eksempel viser: Vi er midt i beskrivelsen af den, der skal blive romanens hovedperson, pastor Emanuel Hansted
Det var en høj, slankt bygget Skikkelse i lange, sorte Klæder og med et hvidt Slips i Halsen. Fra et blegt og barnligt Ansigt stirrede et Par ganske lyseblaa Øjne frem med et aabent Blik.
I 2. udg. er klæderene ikke lange, sorte, men blot sorte og det barnlige flyttet fra Ansigt ned til Blik. I senere udgaver flyttes det til Hansteds Øjne, og slipset bliver bundet i en lille Sløjfe, der delvis dækkede et stærkt fremtrædende Adamsæble. I den opstllide variantliste, som kan ses ved at klikke på fremhævningerne i eksemplet, er det forsøgt at tage højde for samtlige varianter i de 5 udgaver. Som det ses medfører dette dels mange henvisninger fra den enkelte tekst, dels at lemmata vokser i omfang og truer med at nærme sig teksten in extenso.
Dette kan ikke være meningen, når alle udgaver iøvrigt gengives i deres fulde udstrækning. Man må her vende sig fra det traditionelle negative variantapparat, som optager forskelle, mod de fordele som en fuld positiv gengivelse kan medføre. I tilfældet Pontoppidan har det ført til at der kun henvises for så vidt angår forskelle mellem direkte tilstødende tekster, fx 1. og 2. udg., 2. og 3. udg, osv. Sammenligninger af fjernere udgaver må læseren selv foretage. Dette fokuserer også på den historiske tilblivelse, hvor en ændring fra fx 1. til 4. udg. jo må siges at være en konstruktion. Appendices med alle fem udgaver af Mulds første bog henviser indbyrdes til næste udgave. Bemærk at der ikke henvises tilbage, idet man her kan benytte fremviserens Back-funktion eller, bedre, man kan benytte en fremviser der skaber nye vinduer til henvisninger, så at man stadig har muligheden for at betragte den henvisende tekst (i netsammenhæng fx gennem det af Netscape udviklede begreb frames).
Selvom disse overvejelser umiddelbart kan forekomme at være af blot teknisk art er de dog i deres grundlag af filologisk natur, for så vidt de angår den fremstilling som udgiveren vælger at give sit arbejde. Hvis den elektroniske tekst skal have en fremtid som filologisk værktøj, hvortil den forekommer indlysende, må de fra bogen kendte apparater stadigt revurderes og raffineres.
Den udgave af Søren Kierkegaards Skrifter der i disse år arbejdes med på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København liger i sin struktur forrige eksempel meget, idetmindste ved en overfladisk betragtning. Også her ønsker man en bogudgivelse udfra forfatterens førstetryk og også her ønsker man et elektronisk supplement til samlæsning af varierende tekstlag. Her hører ligheden imidlertid op, idet Søren Kierkegaards arbejdsmetode i mange ting var stik modsat forrige forfatters. Mens Henrik Pontoppidan stadig udgav og reviderede sine værker extensivt ændrede Søren Kierkegaard kun i få tilfælde få detaljer i sine værker. Og mens Pontoppidan ikke har efterladt manuskripmateriale af betydning synes Kierkegaard med en egen bjergsomhed ikke at have kunnet bortkaste noget af det han skrev. Om Kiekegaards journaler, notesbøger, hæfter, ark, lapper og strimler henvises til "Skriftbilleder", G-E-C-Gad 1996.
Perspektivet er så at sige omvendt, rent kronologisk, hvilket vi vil eksemplificere med en lille bid, forordet, af "Enten-Eller". Værket udkom i 1843 og blev som et af de få genudgivet i 1849. Der er bevaret et trykmanuskript som Kierkegaards sekretær, Johs. Christensen har skrevet og et forlæg herfor fra Kierkegaards egen hånd. Mens imidlertid trykmanus omfatter hele "Enten-Eller", dækker Kierkegaards forlæg kun selve forordet. Lignende forlæg dækker andre dele af værket i et uensartet mønster, som kronologisk ikke følger værket. Før disse findes atter andre forlæg, og jo længere vi søger tilbage, jo mere løsrevet fra det endelige værk og jo mindre sammenhængende. Arkæologien er ikke klar på alle punkter mht. hvilke enkelte dele der måtte have hørt sammen eller i hvilken rækkefølge de er forfattet. Til forordet foreligger:
"De første Rudimenter til Enten-Eller.
den grønne
Bog.
nogle enkeltheder som ikke bleve brugte."
Følgende skema er et forsøg på grafisk at skitsere den indbydes sammenhæng (og manglende samme) i disse forlæg, idet horisontale dobbeltlinier antyder sammenhængende tekst, mens vertikale linier sammenknytter sammenlignelig tekst:
B [= = = = == = =========
| | | | || | |||||||
A [= = = = == = =========
| | | | || | |||||||
m4 [= = = = == = =========
| | | | || | ||||||
M3 [= = = = == = ======]
| | |+-|--+ | | | |
| | ||+|-----|--|-+ |
| | ||||+----|--|---+
| | ||||| | |
M1b[==| =====] [===]|
||| |
M1a[====] |
|
M1c [=]
Hvis man betragter de 7 tekstlag overfladisk, hvilket man opfordres til at gøre i de refererede appendices, ser man en umiddelbar lighed mellem de øverste 4 lag. Man kan fx iagttage hvordan sekretæren, muligvis anvist af Kierkegaard, har anbragt et komma efter Smerte. Det samme er sket efter kjær til i samme sætning. Kommaet er også blevet trykt men i andettrykket har forfatteren fjernet det igen. Ønske at indvie er blivet til indvie i den trykte tekst osv.
Går vi videre til de dybere lag ser vi imidlertid meget lidt lighed, rent tekstmæssigt. Bortset fra at indledningsordene det er maaske dog stundom udviser en forbavsende overlevelsesevne, er det klart at forfatteren her er meget vidt omkring i sine bestræbelser på at indfange sit emne. Alligevel fremgår det med al tydelighed, dels af nævnte indledning, dels af påskrifter på papirerne, at der er tale om samme anliggende, nemlig: Et forord til Enten-Eller. Man kan fx se på M3's sætning der indledes: Dit Liv har maaske bragt dig i Berøring med Mennesker, ... med M1(b): Eller du har maaske holdt en saadan Proteus i dine Arme, ... Begge steder omtales det samme: Den uvillige åbenbarelse af en hemmelighed, men i vidt forskellig sproglig klædedragt, der gør en henvisning på ordnivo ganske urimelig, sådan som vi kender det fra de tidligere eksempler. Mens vi dér minutiøst kortlagde kommaets vandring har studiet af de dybere lag mere karakter af en jagt på fraser med en aldrig så perifer sammenhæng, blot der kan retfærdiggøres en sammenknytning. Begge studieformer har interesse og det er ønskeligt om vi kunne sætte dem på en fælles formel.
Som en sådan fælles formel foreslås en reletivt uforpligtende sammenkædning af alle steder der i en eller anden form kan siges at høre sammen. Fra alle sådanne steder refereres til én struktur, der igen refererer tilbage. Denne struktur opfylder dermed funktionen af lodrette forbindelseslinier i skemaet ovenfor, og har derfor fået det indlysende navn en skakt. Lad os som eksempel betragte det afsnit i forordet som indledes: Dog, det bliver vel bedst at jeg først for en ordens Skyld fortæller hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af disse Papirer. Ordet Skyld findes varierende med eller uden komma i de øverste tekstlag, altså en ret detaljeret varians. Stedet findes imidlertid allerede i M1(a) i en rudimentære form: - hvorledes er jeg kommen i Besiddelse af dem - Selve skakten gengives som følger:
Set fra det specifikke tekstlag er en skakt en datastruktur bestående af en éntydig identifikation, en sigel samt et lemma, som evt. kan udelades. Siglen er det mærke hvorved det refererende tekstlag ønsker sig identificeret i skakten, lemma udmærker evt. den detalje som er årsagen til referencen. Er der tale om en overordnet sammenhæng angives lemma ikke, hvilket gengives i skakten som en bølgelinie. Tekstlag uden relevant reference gengives i skakten kun ved deres fravær. Disse er altså de tre ting som filologen i sin gennemgang af teksten skal markere, dér hvor varianten der forekommer. I Kierkegaard normalformat kunne vi udrykke det:
Dog, det bliver vel bedst, at jeg først for en ordens
{@S,ee117,m4}Skyld,{@\} fortæller hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af
disse Papirer.
Eller i HTML:
Dog, det bliver vel bedst, at jeg først for en ordens <A
NAME="ee117" HREF="S.htm#ee117">Skyld,</A> fortæller
hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af disse Papirer.
Selve skakten udgøres af en eller flere filer, her S.htm, hvortil m4 bidrager med tredje linie:
<MENU>
<LI><A HREF="ee-b.htm#ee117"><VAR>B</VAR></A>
Skyld
<LI><A HREF="ee-a.htm#ee117"><VAR>A</VAR></A>
Skyld
<LI><A HREF="ee-m4.htm#ee117"><VAR>m4</VAR></A>
Skyld,
<LI><A HREF="ee-m3.htm#ee117"><VAR>M3</VAR></A>
Skyld
<LI><A HREF="ee-m1a.htm#ee117"><VAR>M1(a)</VAR></A>
~~~
</MENU>
Bemærk at selve siglen ikke behøver være entydig. Vi imødekommer hermed et ønske om at identificere tekstlagene logisk, lokalt i en skakt, uden dermed at udtale os om samme lags sammenhæng i fysiske filer eller overleveringsbærere. I tilfældet Enten-Eller har M3 kun relevans for forordet, men andre afsnit har andre forlæg som indtager M3's logiske plads og også identificeres sådan. Der er dog ikke tale om samme dokument, hverken i den foreliggende grundtekst eller i den elektroniske gengivelse.
Bemærk også, at mens vi i tilfældet Pontoppidan konkluderede at referencer af overskuelighedsgrunde måtte indskrænkes til parvise tekstlag, kommer vi her til den modsatte konklusion. På grund af deres karakter af kladde udgør Kierkegaards tekstlag slet ikke parallelle spor som tillader en sådan sammenligning.
Årbog 1996: Niels Jørgen Cappelørn and Hermann Deuser (eds.): Kierkegaard Studies, Yearbook, Willem de Gruyter, Berlin 1996.
manuskripter: For mange læsere vil manuskripter betyde håndskrifter. Her er pointen at der er tale om den del forfatteren producerer, traditionelt på en skrivemaskine eller i hånden, i modsætning til sætteren eller trykkeriet.
Tex: Udtales tech. Det sidste bogstav er nemlig ikke noget x men et chi. (Kilde: Espen Ore på netværkskonferencen)
HTML: Dette er en sandhed med modifikationer. Det er vel sandt for HTML 2.0, men både i nyere standarder som 3.2 og fra enkeltleverandørers side som fx Netscape tilbydes delvise løsninger på eksemplets problem. Det skal blive spændende at se om HTML overlever den voldsomme udvikling som dets popularitet på nettet har skabt, eller om det holder op med at være en brugbar standard fordi alle vil tilbyde en version der er bedre end den, de andre bruger!
grammatik for en velformet fagbog: Udtrykket skyldes Ole Norling-Christensen som brugte det i sit indlæg på netværkskonferencen
Skriftbilleder : Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup: "Skriftbilleder, Søren Kierkegaards journaler, notesbøger, hæfter, ark, lapper og strimler", G.E.C.Gad, København 1996
A og B henviser til hhv. 1. og 2. udgave, i hvis kontekst ændringerne kan ses ved at klikke på sigelen. Klik Back eller Go Back for at læse videre i teksten.