Forord

Humor, ironi och Polemik. Om realkommentarens stilistik

Bästa kollegor. Det är kväll, klockan är över nio och mitt uppdrag är nu att hålla ett första föredrag på denna viktiga konferens. Genremässigt kanske man bäst kan betrakta det jag skall säga som ett kåserande tacktal efter vår gemensamma middag; lättsamt och med rimliga anspråk.

Kanske man till och med kan betrakta det som en fotnot till middagen. Och även om det är förhållandevis blygsamma saker jag tänker tala om så vill jag med fotnotsliknelsen inte uttrycka någon »affektierte Bescheidenheit«. Istället vågar jag påstå att fotnoter är viktiga, för att inte säga vackra. Jag är kanske inte ensam om en lite pikant förtjusning i noter, och jag vill också gärna erkänna min fascination inför de textkritiska utgåvornas trupparadering.

Kanske är den krigiska metaforen inte så tokig. Vi har en stålblank huvudtrupp - det är den putsade och etablerade texten, preussiskt marscherande i snörräta led sida upp och sida ner. Inledningen är den vägröjande men ibland mistliga förtruppen, och så längst där bak - en röra av trängtrupper, koktrossar, ingenjörer - alla den textkritiska apparatens Mutter Courage och hennes barn: variantapparater, register och kommentarer. En av de uppgifter som jag tycker vi har framför oss under dagarna här är att ingjuta en gnutta krigarmod och lite stolt kåranda i kommentarapparatens hunsade underhållstrupper. Möjligen bör vi också skänka en tanke åt vilka mål våra fälttåg syftar till och vilka taktiska och strategiska överväganden som därvid måste göras.

I den vetenskapliga kommentararbetets natur ligger en strävan efter informationsrikedom och korrekt saklighet. Det traditionella sanningssökaridealet gäller i högsta grad för kommentarskrivaren, som ju inte får lämna en sten ovänd i försöken att förklara alla den etablerade textens svårbegripliga passager. Målet vi har är ju att för en oöverblickbar framtid slå fast den korrekta förståelsen av det etablerade verkets detaljer.

Därför måste kommentarernas information vara pålitlig och uttömmande. Tidsperspektivet är långt. Vi vet alla att välgjorda textkritiska editioner av centrala verk tenderar att stanna längre på bibliotekshyllor och läslistor än de nog så viktiga böckerna om verken. Editionsfilologen kan med lugn se framtiden an. Hans eller hennes arbete faller inte så lätt offer för forskningsmoden.

Men onekligen åldras kommentarerna sakta men säkert mellan pärmarna på Samlade Skrifter-utgåvor. Utan att vi grubblar alltför mycket på saken är ju kommentarerna alltid skriven på samtidens språk för framtidens läsare. Här ligger förstås ett av kommentatorns problem. Ordförklaringarna bör ta upp ord och uttryck som en modern publik inte säkert förstår, men vem vet hur vokabulär och grammatik ser ut om bara några årtionden? Det är inte lätt att avgöra vilka ord som bör höra hemma i en så kallad definitiv utgåva vilken skall duga som redskap även om ett halvsekel. Samma sak gäller sakförklaringar. Fler än jag har väl som barn på sommarlov varit med och hjälpt bonden att ta in hö med häst och vagn; åtminstone Sverige lämnade alldeles nyligen den agrara eran. Man kan fråga sig vilka rimliga kommentarkrav framtidens globaliserade, flerkulturella och genomurbaniserade generationer kommer att ställa på den litteratur som vi idag betraktar som levande. Hur länge kan vi läsa Vilhelm Mobergs utvandrarsvit utan ett finger i en framtida kommentardel?

[...]

Kommenteringens historie i Danmark

INDHOLD

1. Afgrænsninger og definitioner

2. Antikke forudsætninger

3. Større værkudgaver 1770-1900

a) »Levnet og Skrifter«

b) Det litterære og kulturhistoriske baggrundsstof

c) Udvikling af kommentaren 1800-1900

d) Selskaber og forlag

e) Eksempel på kommentering (1)

4. Brevudgaver

a) 1800-1900

b) Nogle undtagelser

c) Den historiske kildekritik og udgivertradition

d) DSLs brevudgaver 1932ff.

e) Hermeneutisk refleksion

f) Eksempel på kommentering (2)

5. Større værkudgaver 1900-2000

a) Et forspil

b) Det danske Sprog- og Litteraturselskab

c) Eksempel på kommentering (3)

d) Holbergselskabet

e) Efter 1945: Klassikere og receptionshistorie

6. Afslutning

1. Afgrænsninger og definitioner

Hverken i de elektroniske mediers kulturelle indslag eller i dagspressens anmeldelser nyder udgivelse og kommentering af litterære tekster stor bevågenhed. Det meget tidkrævende arbejde fører som regel hverken til spektakulære »gennembrud« eller til storslagne, åndshistoriske synteser, og da udgiver og kommentator holder sig selv i baggrunden for i stedet at tilvejebringe teksten i den bedst mulige form og oplyse dens indhold klart og kortfattet, så er der kun ringe lejlighed til at udfolde stilistisk og fortolkningsmæssig brillans.

Udgivelse og kommentering bliver derfor ofte vurderet som en selvfølgeligt forudsat, propædeutisk hjælpevidenskab for den højere fortolkning, men er ikke desto mindre et særskilt område, der har krævet og fortsat lægger beslag på mange ressourcer inden for sprog- og litteraturforskningen. I tidens løb er kravene til de store udgivelsers præcision, omhu og apparat blevet skærpet og skærpet. Det har der været god grund til, for uden en sikkert fastlagt og godt oplyst tekst bliver enhver fortolkning grundlæggende usikker. På den anden side er en alt for detaljeret og omfattende kommentering i bl.a. skoleudgaver ofte blevet kritiseret for at lægge sig hindrende i vejen for en umiddelbar læsning og oplevelse af en teksts kunstneriske indhold eller et brevs menneskelige værdi.

Inden for litteraturforskningen er edition og herunder kommentering et felt, som er blevet praktiseret i meget stort omfang, men specielt kommenteringen har - i det mindste i Skandinavien - kun i meget ringe grad været historisk og systematisk undersøgt eller metodisk og teoretisk reflekteret.

Grænsen mellem tekstetablering og kommentar er ikke altid skarp; af og til blander udgiveren sig i teksten og kommenterer den i en vis forstand ved at ændre den, så opfattelsen af indholdet skifter karakter, sådan som de to følgende eksempler viser.

I et brev til Chr. Agerskov den 9. 3. 1837 forestiller Chr. Winther sig, hvordan han skal underholde nogle unge damer - og især Julie Werliin, som efter en skilsmisse godt 10 år senere blev hans hustru - med en beretning om et studenterbal, og hvordan reaktionen da vil forme sig:

Jeg seer allerede de tindrende Øine - især et Par sorte, 'raben-kohlen-pechschwarze, schwimmende-flimmernde, funkelnde', som med deres galvaniske Kraft har sat lidt Liv i den halvdøde Tudse i min venstre Side, saa den har trukket lidt med det ene Bagbeen, - jeg seer dem vendte til mig, og jeg forgaaer næsten allerede ved Tankens Uhørlighed af Uhyre.

Da F.L. Liebenberg skulle udgive Breve fra og til Christian Winther (1880), levede fru Julie Winther endnu, og af hensyn til sit eget og digterens renommé beordrede hun passagen reduceret til følgende, ærbare dekokt:

Jeg seer allerede de tindrende Øine, jeg seer dine vendte til mig, og jeg forgaar næsten allerede ved Tanken.

[...]

Den rejsende i London, eller kommentaren som genre

Et kommenteret foredrag

»Det gaaer ofte med at følge Commentatorernes Vei som med den Reisende i London; Vejen fører nok til London; men naar man vil derhen, maa man vende sig om«.

Ordene stammer fra en udateret lap papir, som befinder sig blandt Søren Kierkegaards ungdomoptegnelser.[1] Meningen er vel den, at så snart man har en vej, har man allerede to retninger at bevæge sig i. Førte end alle veje til London, førte alle veje også bort fra London. At følge kommentatorernes vej er derfor en dobbeltrettet affære, for fører alle kommentarer til teksten, fører de også bort fra teksten. Det gælder ikke blot om at være på rette vej, men tillige om at være orienteret i den rigtige retning. Med denne opbyggelige tanke vil jeg gå til sagen.

Indledende distinktioner

En kommentar er en tekst, som forholder sig kommenterende til en anden tekst. Er kommentaren skrevet af tekstens egen forfatter, kan vi tale om kommentaren som en primær tekstgenre. Er kommentaren derimod skrevet af en anden forfatter end tekstens, kan vi tale om kommentaren som en sekundær tekstgenre. Inddelingen refererer til kommentarens ophavsmand, autor eller editor, nærmere bestemt til dette ophavs autoritet over teksten.

Kommentaren som primær tekstgenre er da den form for selvkommentering, som finder sted, når en forfatter forsyner sin tekst med et større eller mindre noteapparat. Noget sådant sker indimellem i den litterære tradition, hyppigt i den videnskabelige diskurs.

Fra litteraturens gebet kunne man nævne de lidt pudsige noter i Tristram Shandy (1759-67) eller - et halvt århundrede senere - Walter Scotts sælsomme rolle som kommenterende udgiver af sin egen historiske fiktion.[2] Man kunne fremdrage den tyske romantiks »vergnügtes Notenleben«, for nu at erindre om Walther Rehms klassiske afhandling om Jean Paul,[3] eller man kunne fra en senere tid tænke på de tilsyneladende uundværlige noter, T.S. Eliot lod ledsage The Waste Land (1922),[4] eller det kommentarbind, Umberto Eco udarbejdede til Il nome della rosa (1980). Eksempler på genren er legio. Den franske litteraturforsker Gérard Genette har undersøgt det litterære værks paratekst, dvs. de marginale fænomener, som normalt omgrænser teksten, men som forsåvidt også er en del af teksten. Det er fænomener som dedikationer, indholdsfortegnelser, mottoer, forord og ikke mindst noterne. Da forfatterens godkendelse og autorisation er en væsentlig grundbestemmelse for parateksten, falder udgiverkommentarer uden for Genettes undersøgelse. Til gengæld udnyttes det metodiske begreb om parateksten til en skarp analyse af den litterære note, hvorpå der udledes en række forskellige kommentartyper med hver deres specifikke funktion.[5]

Den videnskabelige form for selvkommentering er en oldgammel praksis. Der findes enkelte epoker i historien, hvor den ikke har været vellidt, ja perioder, hvor den ligefrem har haft sine ærkefjender, akkurat som den litterære note har været udsat for dandyistisk raseri.[6] Et godt eksempel fra den klassiske filologi er Ulrich von Wilamowitz-Moellendorfs genmæle mod Nietzsches spekulative Die Geburt der Tragödie (1872) - et videnskabens genmæle mod Nietzsches forkastelse af den behørige note med al dens dokumentation.[7] Mange andre eksempler fra historievidenskaben findes i Anthony Graftons aktuelle bestseller The Footnote* (*A curious history, 1997). Her anskues fodnoten som den særlige akse, hvorom historieforskningen har udviklet sig.[8] Man må i det hele taget sande, at den pionérafhandling, »Zur Lehre von den Citaten und Noten«, som Michael Bernays offentliggjorde i 1899, nu 100 år efter har udviklet sig til en hel litteratur om feltet. Der findes sågar i dag udførlige håndbøger om den kunst at skrive en solid, videnskabelig note.[9] Ikke kun i den historiske, men tillige i de social- og naturvidenskabelige diskurser har noten sin særlige funktion og berettigelse. Dog kan det udarte til, hvad en anmelder engang kaldte »The Footnote Fetish«.[10] Det, han hentydede til, var det i 1970'ernes Amerika påbegyndte Social Sciences Citation Index. Ud fra den erkendelse, at man bedst kender et værk på noterne, var det planen at indeksere samtlige noter i alle artikler af samtlige videnskabsmænd - år for år. Herved, tænkte man, var det muligt at skelne de bedre videnskabelige artikler (dem med flest noter) fra de mere subjektive, udialogiske. De aldeles noteløse afhandlinger måtte sejle deres egen sø. En yderligere finesse ved dette indeks var, at man nu kunne måle en forskers succes, efter hvormange fodnoter han optrådte i. Samme anmelder døbte dette princip »Footnote, or Perish« - et godt motto for enhver kommentator!

[...]

Den konfronterende kommentar: Ibsens Catilina og virkelighetens

En kommentator føler seg lett beklemt ved høye og langsiktige ambisjoner. Det ligger i sakens natur at en kommentar ikke blir endegyldig i samme grad som en tekstutgave. Men i det gitte interimperspektiv kan vi alltid spørre: Hvordan kan kommentaren til et historisk drama få den optimale form, eller i hvert fall en som brukeren vil føle seg tjent med?

Refleksjonene i det følgende står for min egen regning. Jeg taler ikke på vegne av den norske Ibsenutgivelsen selvom noen av overveielsene har sin rot i arbeidet med Ibsens Catilina innen rammen av det samme edisjons- og kommentarprosjekt. Kan jeg bidra konstruktivt til den hermeneutiske prosess som nå er i gang i Norge, så meget desto bedre.

1. Litt om den klassisk-filologiske kommentar

Innen mitt eget fag, den klassiske filologi, har kommentarutgavene hatt en sterk plass i over 2000 år.[1] Kommentarenes tid er langt fra forbi; de har tvertimot øket sin andel i det samlede fagbilde i løpet av det 20. århundre. Når jeg nå for en tid går over i morsmålslitteraturen, har jeg måttet minne meg selv om at jeg går fra en verden for å tilpasse meg en ny.

Jeg fikk i min studietid et nesten sjokkartet møte med denne tradisjonen da jeg valgte å legge opp Aischylos' Agamemnon. Eduard Fraenkels trebinds verk var uunngåelig. I tillegg måtte man ta stilling til et lærd og skarpsindig tilsvar i form av en full konkurrerende kommentar fra Denys Page og hans seminardeltagere.[2] Fraenkel alene hadde i gjennomsnitt en halv side kommentar i kvartformat til hver av stykkets 1600 verslinjer. Vitenskapeligheten skaper sin egen elefantiasis; overleveringsspørsmål, konjekturer og emendasjoner, metriske og semantiske problemer forlanger dokumentasjon, diskusjon og stillingtagen. Redegjørelsen for et spredt, vanskelig og fragmentarisk kildemateriale blir med tiden mer og mer nyansert - og plasskrevende.

Moderne klassikere på ens eget morsmål er nødvendigvis mer umiddelbart tilgjengelige, og utgavene blir deretter. Det er f.eks. en himmelvid forskjell mellom på den ene side å ha et forfattermanuskript på et språk som er nær kommentatorens eget, og på den annen en tekstoverlevering som begynner 1600 år etter førsteoppførelsen på et språk selv de lærdeste hoder alltid har hatt problemer med.

[...]

Vershistoriske kommentarer - hvorfor er de viktige?

Generelt om vershistoriske kommentarer

Hvilken berettigelse har vershistoriske kommentarer? Dessverre har ikke bare edisjonsfilologien, men også vershistorien (som metrikken for øvrig) lidt den ulykkelige skjebne å bli betraktet som litteraturvitenskapens tjenestepiker. Når jeg nå skal ta for meg spørsmål i forbindelse med vershistoriske realkommentarer, vil jeg derfor begynne med å minne om at det er ofte blitt framholdt at form og innhold er to uatskillelige deler av en tekst. Vershistorikerens arbeid med å kartlegge tekstens metriske sider er et sentralt bidrag til bildet av dens produksjonsestetiske forutsetninger. Nettopp derfor bør det være viktig å beskrive hvordan formelle elementer preger litteraturen.

Som Jørgen Fafner sier i Dansk vershistorie,[1] er det viktig for vershistorikeren å bestemme tre ting: versenes form, forekomst og funksjon. Altså: For det første må man kartlegge den metrisk form, og til det trenger en et godt notasjonssystem. Fafner har selv foreslått et utmerket system for å definere og beskrive metrisk form. Et annet, men lignende, versnoteringssystem finner en hos Hallvard Lie.[2] (Hvilket av noteringssystemene man velger, får konsekvenser for hvilke trekk ved et dikt man legger vekt på som konstituerende framfor de andre, og hvordan man dermed grupperer det stoffet man har behandlet. Imidlertid vil det føre for langt å gå inn på detaljer i denne sammenheng.) Uansett hvilket av systemene en velger å bruke, er man som verskommentator i alle fall godt rustet til å behandle de formelle særtrekkene i en tekst. For det andre er det å kartlegge forekomsten av metriske former en sentral oppgave for den som skal skrive vershistoriske kommentarer. Det vil alltid bli et spørsmål om hvor detaljert man skal gå til verks her, hva som skal lemmatiseres og kommenteres. Dette skal jeg straks komme tilbake til. For det tredje vil allikevel vershistorikeren gjerne forsøke å finne ut hvilken funksjon de metriske trekkene ved teksten har, utover den vershistoriske tradisjonen de tilhører - vi snakker altså her om en tolkning. En slik tolkning er naturligvis helt nødvendig for å legitimere kartleggingen av form og forekomst - vi humanistiske forskere arbeider jo i bunn og grunn med å tillegge fenomener mening. Men utover den tolkningen man utfører i og med at man knytter formenes forekomst til en viss tradisjon, bør ikke beskrivningen av en funksjon høre hjemme i vershistoriske kommentarer. En slik tolkning vil jo bidra til å »lukke tekstene«, å hemme deres potensial for flertydighet. La oss derfor foreløpig konkludere med at den vershistoriske kommentatoren bør ha en god metode for å beskrive formelle, metriske trekk ved tekstene og fokusere på forekomsten av ulike lydlige virkemidler, samtidig som det hele settes inn i en historisk forståelsesramme.

Hvordan kan man definere vershistorisk betydning?

Dersom man ønsker å kommentere de vershistoriske detaljene ved en tekst, må man mene at nettopp forekomsten av formene har en betydning. Men hva slags mening er det egentlig man tillegger de metriske faktorene? Hvordan kan man forklare at disse blir meningsbærende? I sin artikkel »Sex metoder att förbinda form med betydelse«[3] forklarer Eva Lilja hvordan betydningen man legger i lyrisk form kan være et resultat av seks ulike tolkningsmåter (i det følgende bygger jeg på hennes framstilling):

[...]

Teaterhistoriske kommentarer

1

Da professor Vigdis Ystad kontaktet meg høsten 1996 med spørsmål om jeg ville utarbeide teaterhistoriske kommentarer til en ny historisk-kritisk utgave av Henrik Ibsens skrifter, svarte jeg umiddelbart og med entusiasme at det ville jeg svært gjerne.

I ettertid reflekterte jeg over hva jeg egentlig hadde svart ja på. Teaterhistoriske kommentarer til Ibsen? Er ikke alt som kan skrives og kommenteres om Ibsen og hans verker i Ibsenlandet Norge, allerede skrevet og kommentert? I bibliografien til Senter for Ibsen-studier finnes det jo hundrevis av henvisninger til enkeltverker, deler av eller hele forfatterskapet.

Og hvordan skrive teaterhistoriske kommentarer? Hvor finne tradisjonen eller en mal for denne typen kommentarer? Så vidt jeg vet, er det ikke tidligere utarbeidet slike kommentarer i forbindelse med norsk dramatikk. Det finnes heller intet større standardverk om norsk teaterhistorie, og i meget beskjeden grad drives det forskning på dette området.

Jeg måtte erkjenne at jeg nærmest stod på bar bakke, samtidig som jeg ante høye forventninger nettopp fordi dette dreide seg om verdensdramatikeren Ibsen - en kombinasjon som er velegnet til å produsere prestasjonsangst. Men samtidig så jeg at det bød på en svært så spennende utfordring å starte med blanke ark og de muligheter det gav for å legge premisser for utformingen av teaterhistoriske kommentarer.

Det jeg ikke reflekterte over, og ikke fant grunn til å problematisere, men betraktet som en selvfølge, var at teaterhistoriske kommentarer ikke bare hørte med i, men måtte inngå som en helt nødvendig del av en kommentert utgave av Ibsens skuespill. Årsaken kan være at jeg som teaterhistoriker, tar det som gitt at Ibsen primært skrev med tanke på at skuespillene skulle oppføres. At han etter hvert sørget for at de forelå trykt før de ble oppført, var økonomisk begrunnet. Ibsens kjente sitt publikums teater- og kulturvaner, og visste at dersom et skuespill ble oppført før det forelå som bok, ville nok mange la være å anskaffe boken. For Ibsen ville dette medføre lavere salgstall og inntektstap.

Når det gjelder kommentarer til Ibsen, viser bibliografier at hans skuespill i hovedsak er behandlet som litteratur, og i minimal grad som potensielle sceniske verker og i en teaterpraktisk kontekst. Det kan vises til den nærmest overveldende litteraturforskningen om Ibsen, mens teaterhistorisk forskning er nesten fraværende. Dessuten har det oppstått enkelte misforståelser når litteraturforskere har omtalt teaterspesifikke forhold. Dette vil jeg gi noen eksempler på. Forskningslitteraturen omkring Ibsens skuespill viser at det utvilsomt er behov for teaterhistoriske kommentarer.

I forbindelse med prosjektet Henrik Ibsens skrifter har jeg levert teaterhistoriske kommentarer til tre av Ibsens skuespill, debut-dramaet Catilina, og to versjoner av Fru Inger til Østråt og Kjæmpehøien. Dette utgjør min erfaringsbakgrunn, som jeg relaterer refleksjonene til og benytter som eksemplifisering. Mitt innlegg vil følgelig få form av å være en statusrapport, samtidig som det vil vise at jeg stadig er søkende i forhold til utformingen av teaterhistoriske kommentarer.[1]

2

Hva er intensjonen med teaterhistoriske kommentarer? En intensjon vil være å vise teatrenes distribusjon og teaterpublikummets resepsjon av Ibsens skuespill. Dette omfatter teaterspesifikke forhold innen den prosessen en dramatisk tekst gjennomgår fra den blir innlevert på et teater til den sceniske fremføringen av den. Dessuten angår det den offentlige resepsjonen. Dette gjelder både publikummets respons i teatersalen i tilknytning til urfremføringen, og profesjonelle kritikeres skriftlige resepsjon i umiddelbart ettertid. En annen intensjon vil være å perspektivisere forskjellige forhold ved Ibsen og hans dramatikk i en videre og bredere teaterhistorisk kontekst enn selve urpremieren utgjør.

[...]

Ordförklaringar. Om teori och praktik i Strindbergsutgivningen

Längst bak i varje volym av Strindbergs Samlade Verk, efter en bred verkpresentation med inriktning på framför allt genes och reception, finner den uppmärksamma läsaren en avdelning med ordförklaringar. Sådana brukar ingå i textkritiska editioner av äldre texter, och dit får man nog vid här laget räkna även Strindbergs. Hittills, när 52 av de sammanlagt 72 volymerna är klara - de tre senaste volymerna En dåres försvarstal, En ny blå bok och teaterbroschyrerna i Teater och Intima teatern utkom hösten 1999 - har delredaktörer, centralredaktion och olika arvoderade experter i skön förening åstadkommit mer än 45 000 förklaringar, vilket innebär omkring 900 förklaringar per volym. Det får sägas vara ett ganska stort antal förklaringar. Man skulle till och med kunna säga att dessa förklaringar har blivit ett karaktäristiskt inslag i nationalupplagan, ett slags signum. De två volymer ur den pågående editionen av Almqvists Samlade Verk som jag råkar ha tillgång till när detta skrivs, innehåller som jämförelse drygt 100 resp. ca 400 »ordförklaringar och kommentarer« - observera distinktionen i Almqvistupplagan mellan dessa båda kategorier - vilket jag tror är relativt signifikativt.

Skälen till att Strindbergsupplagan satsar så hårt på ordförklaringarna är flera - ett av dem är att upplagan - som beteckningen »nationalupplaga« visar - inte bara vill vara en vetenskaplig edition utan också en folkupplaga. Det ställer höga krav på läsbarheten. Nu har - dessvärre - försäljningen av upplagan blivit en besvikelse, f.n. trycks volymerna inte i mer än några tusen exemplar, dessutom finns tydligen stora restupplagor kvar på förlaget. Vem vet, kanske kommer det bättre tider. Men om Strindbergsutgåvan skall kunna fungera som folkupplaga så räcker det inte bara med att förbättra läsbarheten, utan läsarens referensramar måste också vidgas betydligt. Därför innehåller ordlistorna ett stort antal »sakförklaringar« - jag skall strax återkomma till det här en aning oklara begreppet. Samtidigt lägger vi stor vikt vid en så enkel och pedagogisk utformning av förklaringarna som möjligt. På det sättet fungerar en ordlista i Samlade Verk som en bekvämt åtkomlig kunskapsbank, varifrån många vägar leder vidare in i texterna både för forskare och andra läsare. För att ytterligare öka tillgängligheten för båda kategorierna av användare slås ordlistorna efter publiceringen samman i en kumulerad ordlista på Språkdata i Göteborg, tillgänglig på Internet för forskningsändamål.

Begreppet »ordförklaring«

Naturligtvis visst finns det komplikationer inbyggda i all denna »förklarande« verksamhet, annars vore det inte vetenskap vi sysslade med. En ordförklaring är inte så oskyldig som den ser ut. Själva ordet »Ordförklaringar« är där det står i ensamt majestät på rubrikraden ovanför någon av våra ordlistor - paradoxalt nog i sammanhanget - självförklarande, upphöjt över alla andra ord, ett slags metaord eller över-ord. Det kan t.o.m. förefalla en smula pretentiöst. Vem är det som förklarar för vem och med vilken rätt? Och varför duger inte författarens egna ord, skall de verkligen behöva ersättas - eller »översättas« - med andra ord ur en annan och främmande vokabulär för att läsaren skall kunna tillgodogöra sig hans text? Och vad innebär denna process - finns det inte, som i all översättning, en risk för att texten, när den förklaras, förvandlas till en annan text, så att läsaren i själva verket vägleds bort från den text som skulle förklaras?

[...]

Imod overkommentering

Der findes underkommentering, og der findes overkommentering.

Det første synes jeg der er tale om når jeg ikke véd hvad det nu ikke eksisterende adjektiv »overkomplet« betyder i titlen på Drachmanns fortælling En Overkomplet fra 1876, og det ikke er optaget i punktkommentaren af udgaven i DSLs serie Danske Klassikere.

Men der gives også sådan noget som overkommentering. Og det er hvad jeg her vil tale om:

- Hvad der kan menes dermed.

- Hvad der kan være årsager til fænomenets galopperende vækst.

- Hvorfor det i mange tilfælde er læserfjendtligt.

- Hvordan det måske kunne reduceres.

Ved overkommentering forstår jeg et antal kommentarer der fornærmer eller irriterer værklæseren fordi

- de oplyser noget hun véd i forvejen;

- de oplyser noget hun sagtens selv kunne finde ud af;

- de oplyser om noget der er uvæsentligt for tekstforståelsen;

- de oplyser om noget der er irrelevant for tekstforståelsen.

Overkommentering tilhører vel ikke den grovere del af forbrydelser imod menneskeheden, men den er efter min mening et voksende problem inden for den editionsfilologiske kriminalitet. Jeg må desværre selv regnes til recidivisterne på feltet.

Overkommentering tenderer dels til at drukne teksten i kommentarer - som i de gamle undervisnings- og lærdomsudgaver af fremmedsprogs-, især oldsprogs-tekster. Og dels tenderer den til at forstyrre den blot lidt forberedte (»dannede«) læser ved en anmassende hjælpepædagogik.

Kommentarer af typen: »Med Shakespeare sigtes til den britiske forfatter William Shakespeare (1564-1616)« findes faktisk en del gange i moderne danske klassikerudgaver, og hvorfor skal man tåle, eller blot have, en oplysning af den karakter?

Som eksempel på overkommentering - ved en udgave i 1980'erne af Herman Bangs roman Ludvigsbakke (1896) - udskreg professor Hans Hertel at ordet »sporvogn« havde fået en forklarende kommentar: Det vidste enhver idiot dog hvad var! Jeg er nu ikke helt bombesikker i det givne tilfælde, fordi yngre københavnere blandt nye læsere her aldrig havde set dette samfærdselsmiddel i byen - og ældre københavnere (som Hertel) samt århusianere, der havde set det, havde set en anden slags sporvogn end den hestetrukne eller evt. dampdrevne sporvogn der kørte i Herman Bangs tid og roman. Men jeg indrømmer at tilfældet ligger lige på kanten. Og når Hertel eksploderede på dette punkt, har det givetvis været af opsparet irritation over en efter hans mening akkumulerende overkommentering af teksten.

[...]

Kommentarteori. En bibliografi

Denne bibliografi registrerer den kommentarteoretiske litteratur, som findes på dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk. Den kronologiske inddeling efter sprog skulle gerne give indtryk af kommentarteoriens udvikling, som den foregår i de nationale forskningstraditioner, der forresten ikke forholder sig til hinanden. Bibliografiens fokus er den editoriske kommentar, omend enkelte artikler er sluppet ind uden dette adgangstegn. I et appendiks findes anført et udvalg af den væsentligste litteratur, som er beslægtet med emnet, dvs. som nok omhandler kommentarteori, men ikke lige den moderne editoriske; hos Grafton 1997 kan den læselystne finde endnu et dusin titler hertilhørende, ligesom diverse specialleksika kan føje endnu mere til. I appendikset kan man også finde en indgang til den franske diskussion, i det mindste som den tager sig ud med renæssancen som horisont.

Næsten alle værkerne er verificeret på første hånd, også den del, som overraskende nok ikke findes på danske biblioteker. Som enhver vil kunne se, er kommentarteorien et ganske uopdyrket område i den nordiske forskningslitteratur. Måtte nu bibliografien her, vistnok den udførligste der endnu er kompileret, blive benyttet til at ændre denne triste situation.

Kommentarteori frem til 1970

Vilhelm Andersen: Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning, Kbh. & Kristiania 1912. Genoptrykt Kbh. 1933, 1970.

Georg Witkowski: Textkritik und Editionstechnik neuerer Schriftwerke. Ein methodologischer Versuch, Leipzig 1924.

Arthur Friedman: »Principles of Historical Annotation in Critical Editions of Modern Texts« i English Institute Annual 1941, red. af Rudolf Kirk, New York 1942, s. 115-128.

René Wellek & Austin Warren: »The Ordering and Establishing of Evidence« i Theory of Literature, London 1968 [1949], s. 57-69. Overs. til da., 1964, s. 50-63.

Clarence E. Carter: »Annotation« i C.E. Carter: Historical Editing, Bulletins of the National Archives nr. 7, Washington 1952, s. 32-36.

Alice Walker: »Principles of Annotating: Some Suggestions for Editors of Shakespeare« i Studies in Bibliography 9, red. af Fredson Bowers, Charlottesville, Virginia 1957, s. 95-105.

Johan Fjord Jensen: Den ny kritik, Kbh. 1962, siden flere oplag, sidst 1989. Overs. til svensk 1964.

Sten Malmström: Om utgivning av nysvensk skönlitteratur i vetenskaplig kommenterad utgåve, Institutionerna för Nordiska språk och Litteraturhistoria vid Stockholms universitet, Stockholm 1965, s. 21-46. Stencil.

Anker Teilgård Laugesen: Middelalderlitteraturen. En Orientering, Kbh. 1966, s. 238-242 (§ 53: »Tekst og kommentar«).

Donald Greene: »No Dull Duty: The Yale Edition of the Works of Samuel Johnson« i D.I.B. Smith (red.): Editing Eighteenth-Century Texts. Papers given at the Editorial Conference University of Toronto, October 1967, Toronto 1967, s. 92-123.

Kommentarteori i 1970'erne

I. Nordisk

Sten Malmström & Sture Allén: »Textkritik och textkommentar« i Lars Gustafsson (red.): Forskningsfält och metoder inom litteraturvetenskapen, 2. udg., Stockholm 1974 [1970], s. 15-32.

II. Tysk

Klaus Kanzog: »Probleme der Kommentierung« i Prolegomena zu einer historisch-kritischen Ausgabe der Werke Heinrich von Kleists. Theorie und Praxis einer modernen Klassiker-Edition, München 1970, s. 207-223.

Gunter Martens & Hans Zeller (red.): Texte und Varianten. Probleme ihrer Edition und Interpretation, München 1971. [Uden specifik kommentarteori]. Heri:

Siegfried Scheibe: »Zu einigen Grundprinzipien einer historisch-kritischen Ausgabe«, s. 1-44.

Hans Zeller: »Befund und Deutung. Interpretation und Dokumentation als Ziel und Methode der Edition«, s. 45-90.

Klaus Briegleb: »Der Editor als Autor. Fünf Thesen zur Auswahlphilologie«, s. 91-116.

Klaus Hurlebusch: »Zur Aufgabe und Methode der philologischen Forschung, verdeutlicht am Beispiel der historisch-kritischen Edition. Eine Auseinerandersetzung mit Hermeneutik und Historismus«, s. 117-142.

Herbert G. Göpfert: »Edition aus der Sicht des Verlags«, s. 273-284.

Rose-Maria Hurlebusch: »Zur Methodik der Vorbereitung historisch-kritischer Ausgaben«, s. 401-412.

Kolloquium über Probleme der Kommentierung im Freien Deutschen Hochstift, Frankfurt/Main 12.-14. Oktober 1970. Referate und Diskussionsbeiträge, Bonn-Bad Godesberg 1971.

Hans-Gert Roloff: »Probleme der Edition barocker Texte« i Jahrbuch für Internationale Germanistik, 4. årg., hæfte 2, Frankfurt am Main 1972, s. 24-69.

Wolfgang Frühwald, Herbert Kraft & Walter Müller-Seidel (red.): Probleme der Kommentierung. Kolloquien der Deutschen Forschungsgemeinschaft Frankfurt am Main 12.-14. Oktober 1970 und 16.-18. März 1972, Bonn-Bad Godesberg 1975 [genoptrykt Weinheim 1987]. Heri:

[...]